Vestfyns Hjemstavnsgaard

Afstand: 14.69 Km

Den store firlængede Landmålergård på Vestfyns Hjemstavnsgård i Gummerup på Fyn adskiller sig fra andre frilandsmuseer ved, at gården ligger på sit oprindelige sted i landsbyen Gummerup. Gården udgør derfor en del af et gammelt landsbymiljø med gårde, der ikke blev flyttet ud i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-årene. Det er denne landsby og tvillingelandsbyen Køng, som danner ramme om den permanente udstilling.

Udover Landmålergården består museet også af Urmagerhuset fra Køng, smedjen fra Tårup og den tilflyttede tørvekove fra Haastrup. Urmagerhuset blev flyttet til hjemstavnsmuseet i 1973. Det er et usædvanligt smukt og velbygget hus, som særligt udmærker sig med sine mønstermurede tavl med opstregede fuger.

Landsbyernes udvikling fra de gamle landbrugssamfund med landsbyfællesskabet over landboreformerne, andelsbevægelse, højskolebevægelse og de moderne landsbyfællesskaber bliver fortalt gennem tekst og fotos fra området. Med henvisning til H.C. Andersens eventyr ”Vanddråben” fra 1847 er historien om Køng og Gummerup derfor historien om hele ”Verden” eller Danmarkshistorien fortalt i den lille vanddråbe – Køng og Gummerup. Men Køng og Gummerups historie adskiller sig også fra andre landsbyer på Fyn og i resten af Danmark. Udstillingen fortæller således om, hvordan en bølge af selvejerkøb i slutningen af 1700-årene førte til en eksplosiv vækst i nye bebyggelser i området på hele 61 % i perioden 1770-1805 mod 21 % på resten af Fyn.

Som en del af udstillingen vises den nye donation en smuk gammel Køngklokke og bl.a. Køng Bylaugs laugsskrin, dirigentklokke og byhorn fra 1849, som blev givet til museet i forbindelse med nedlæggelsen af lauget i 2005. I 2016 overtages gården af Hjemstavnsforeningen, der nu som forening med mange frivillige driver museet videre med masser af aktiviteter og praktiske opgaver i løbet af året. 

Åbent hver onsdag fra kl. 9:30 -1400. Rundvisning kan bestilles hos bestyrelsen tlf. 2250 7196 og koster 50 kr. Der er ingen minimumantal.

Opdateret af: Udvikling Assens - VisitAssens  | lsc@udviklingassens.dk
Fotograf: Udvikling Assens - VisitAssens