Humlemagasinet i Harndrup

Afstand: 10.87 Km

 | +45 6488 1190 |  humlemagasinet@mail.dk |  Humlemagasinet | 
Dyk ned i historien og smag på hjemmelavede kager. Lad dig betage af havens mange smukke planter, mens sommerfuglene svæver rundt mellem hinanden.

Humlemagasinet er et stort kulturcenter i udkanten af Middelfart Kommune med udstillinger, haver og museer.

Mange muligheder for gode oplevelser med park og haver, tre museer (Humlemuseet, Sigfred Pedersen Museet og Historisk Dukkesamling). Desuden afholdes forskellige skiftende historiske udstillinger, hvor der hvert år vælges et nyt tema. Endelig afholdes hvert år flotte juleudstillinger. I de private stuer findes en café, der har åbent for gæster, der besøger udstillinger, museer og haver.

Humlemagasinets bygninger blev oprindeligt anvendt til engroshandel med humle og tobak, men er senere ombygget, så de i dag rummer de mange nye kulturelle aktiviteter.

Park og haver. De tidligere marker er nu omdannet til over 20 spændende temahaver efter inspiration fra England. Hele arealet udgør ca. 10 tdr. land. Medbragt mad og drikkevarer kan nydes ved de mange opstillede borde og bænke. Hvert år i juni måned afholdes Åben Have.   

I Humlemuseet ses de gamle fascinerende billeder og effekter fra stedets handel med humle og tobak gennem næsten 100 år. I lokalerne findes en imponerende øl-samling fra ind - og udland, historisk og op til de mere tidssvarende ølproduktioner, som vi kender dem i dag.

Sigfred Pedersen Museet er etableret til ære for den lokalfødte digter og forfatter Sigfred Pedersen. Museet indeholder mange effekter og billeder fra Sigfreds spændende liv.

Historisk Dukkemuseum er en udstilling med over 130 porcelænsfigurer, som kunstneren Kirsten Gynther Eriksen lavede i løbet af en periode på 25 år. Figurerne forestiller den danske kongerække lige fra Gorm den Gamle og Dronning Thyra til den nuværende kongefamilie. Alt er håndlavet. Lige fra porcelænshovederne til dragter, emblem og smykker.

Hvert år afholdes skiftende historiske udstillinger. I 2023 vises udstillingen ”Danske Slotte og Herregårde.”

I november og december afholdes en overdådig juleudstilling med julepynt i lange baner og 10 flot pyntede juletræer i udstillingslokalerne. I Dagmarsalen dækkes 20 juleborde med forskellige spise- og kaffestel.

Absolut et besøg værd.



Opdateret af: VisitMiddelfart  | mail@visitmiddelfart.dk
Humlemagasinet - Stuehus Fotograf: VisitMiddelfart
Humlemagasinet - Dr. Ingrid Haven Fotograf: VisitMiddelfart
Dukkesamling på Humlemagasinet Fotograf: VisitMiddelfart
Humlemuseet på Humlemagasinet Fotograf: VisitMiddelfart
Sigfred Pedersen på Humlemagasinet Fotograf: VisitMiddelfart
Cafeen på Humlemagasinet Fotograf: VisitMiddelfart